Posts Tagged 'sf'

Personligt ansvar

Sten Gade er faktisk en meget sympatisk mand. Jeg har haft fornøjelsen af at møde ham til lidt politisk debat et par gange, og jeg fik et klart indtryk af, at her var en mand som - trods vores meningsforskelle - ikke var mere ideologisk, end at man kunne føre en fornuftig samtale med ham.
Parolerne var ikke det første man mødte i hans ordforråd.

Derfor er det da også  særligt beskæmmende, at det netop er ham som på Berlingerens spørgsmål “hvad har du selv gjort” - i forbindelse med regeringens kampagne om personligt ansvar - svarer følgende:

Jeg stemmer rigtigt.

Det er nemlig udtryk for den arrogante selvsuggesion, som venstrefløjen har. Der er “os” og “dem” - de gode og de onde. Stemmer man “forkert” - altså borgerligt - så tager man kun ansvar for sig selv.

Senere i interviewet kommer endnu et interessant svar på journalistens spørgsmål:

Men hvilken konkret gavn har det for vores samfund? »Altså lige mit ansvar betyder ikke så meget for velfærdssamfundet.

Bemærk hvordan “samfund” bliver til “velfærdssamfund” - samfundet falder helt og aldeles sammen med den måde vi har indrettet borgerens forhold til staten - ikke noget med lokalsamfund, ikke noget med relationer mellem mennesker, ikke noget med personligt ansvar.

Når regeringen forsøger at sætte det personlige ansvar i fokus handler det netop ikke om staten. Det handler om, at vi som individder skal tænke lidt mere over hvad vi selv kan gøre, før vi kræver af andre.

Grundlæggende et meget sympatisk projekt - beklageligvis har man så valgt at anlægge en vinkel på det, hvor det tilsyneladende kun er de rigeste, som skal yde mere personligt ansvar - dem som i forvejen straffes med topskatten. Det vil næppe få disse mennesker til at føle sig mere velkomne i samfundet, at man nu også klandrer dem for at være dårlige samfundsborgere.

Kapitalistisk Folkeparti?

Villy Søvndal afskriver socialismen.

I en artikel på 180grader kan man nu læse, at Villy Søvndal går ind for en nogenlunde kapitalistisk model:

Jeg er selv mere og mere overbevist om, at styrken i vores samfund er samspillet mellem en meget fleksibel privat sektor og en ret duelig offentlig sektor i forhold til mange andre typer af samfund.

Hr. Søvndal er godt i gang med at lave samme manøvre med sit parti, som Anders Fogh gjorde med sit engang liberalistiske parti - han overhaler sin mere moderate meningsfælle indenom, og skaber endnu et midtersøgende parti.
Åbenbart er hr. Søvndal nervøs for at hans bagland skal forplumre billedet af hans nye strømlinede parti - ihvertfald har man fjernet alle link til folketingskandidater fra partiets hjemmeside. Kun de indvalgte er repræsenteret, og har hver fået en blog at skrive på, så partiet kan være med på beatet.
Imidlertid er det åbenbart ikke noget som alle de indvalgte er - for der er en del af de blogs, der ikke indeholder et eneste indlæg.

Ryg og rejs

Det lader til at være SF’s nye sundhedspolitik.
SF’s sundhedsordfører Karl Bornhøft luftede for nyligt den opsigtsvækkende tanke, at det skulle forbydes folk at ryge i deres eget hjem - fordi det kan trænge op gennem gulve og sprækker!
Nu trækker han så lidt igen i et lettere selvmodsigende interview til Nyhedsavisen:

Så du mener det ikke?

- Ja, jeg gør rede for lige bagefter, at det mener jeg faktisk ikke.

Hvorfor siger du det, hvis du ikke mener det?

- Jamen, jeg mener det rent faktisk, hvis det altså er det, der skal til. Men jeg mener faktisk ikke, at det er det, der skal til….

Jeg er forvirret!?

SF burde bestemme sig - vil man tillade folk at ryge under den nuværende lovgivning, som generer rygere i deres hverdag, eller vil man gøre livet så surt for dem, at de “frivilligt” opgiver smøgerne - for Ole Sohn tør åbenbart ikke sige det som SF de facto mener - nemlig at man skal lovgive for hvad der må ske inden for hjemmets 4 vægge.
Så må man rejse til udlandet hvis man ønsker den frihed - ligesom alle de højtuddannede kan, hvis de gerne vil beholde lidt mere af deres sidst tjente kroner.