SPD kræver nu et stop for atomkraft i Tyskland - en noget absurd udmelding fra et parti, som slår sig op på især kampen mod CO2 forureningen.

Moderne atomkraftværker er i dag en sikker, stabil energikilde, som i modsætning til kulkraftværker (dem bliver der i øjeblikket bygget et af om ugen i Kina) ikke spytter store mængder CO2 op i atmosfæren.

Så er der diskussionen om det radioaktive affald, og hvad man skal gøre med det.

Først er det væsentligt at se på, hvad vi har nu - kulkraft.
Tager man et hurtigt kik på Wikipedia, vil man erfare, at kulkraft rent faktisk også producerer store mængder radioaktivt materiale:

A 1,000 MW coal-burning power plant could release as much as 5.2 tons/year of uranium (containing 74 pounds of uranium-235) and 12.8 tons/year of thorium. The radioactive emission from this coal power plant is 100 times greater than a comparable nuclear power plant with the same electrical output; including processing output, the coal power plant’s radiation output is over 3 times greater.

Dernæst har vi f.eks. i Danmark en undergrund med enorme kalkforekomster, som ikke har rykket sig i mange millioner år, og heller ikke vil gøre det fremover, pga. den geologisk stabile placering vi har. Dermed er der ingen risiko forbundet med at nedsænke disse stoffer ned i bunden af nogle af vores store kalkminer og forsegle stedet.

Hvorvidt vi skal satse på Atomkraft i Danmark kan man diskutere, men når man som Tyskland allerede har en velfungerende teknologi, vil det være vandvittigt i et usagligt funderet ideologisk korstog at afskaffe Atomkraften - især set i lyset af de miljømæssige konsekvenser, og det storpolitiske problem der er ved, at EU får 25% af sin energi fra russiske Gasprom, der overfor Ukraine og Hviderusland har vist sig at være statens forlængede arm. Alene at være energimæssigt uafhængig af et småautoritært regime med stormagtsdrømme burde være nok til at blive varm tilhænger af mere Atomkraft i Europa.

En hjemmeside dedikeret til at informere om atomkraft har en mere dybdegående beskrivelse.

Siden 1998 er antallet af psykisk syge på førtidspension 3-doblet skriver Berlingske Tidende.

Psykiater Morten Birket-Smith vurderer, at 9 ud af 10 førtidspensionister med psykiske lidelser har fået pension uden at have en reel sindssygdom.

Endnu engang ser vi en fuldstændig fejlagtig behandling af psykiske patienter - med alt for få sengepladser til patienter med svære psykiske lidelser, og nu en håndtering af lettere psykiske lidelser, som presser patienterne ud af samfundet, og dermed fratager dem selvværd, værdifølelse og tilhørsforhold, når de har mest brug for det.

Det lader til, at være en generel tendens i samfundet, at “rigtige” sygdomme prioriteres væsentlig højere end psykiske lidelser - alle kan brække en arm eller få kræft, men psykiske lidelser er i vores ellers åbne samfund stadig tabu.

For omkring 3 mia. kunne vi få en velfungerende psykiatri for de svært psykisk syge - ifølge en garvet retspsykiater jeg talte med op til sidste valgkamp.

I virkeligheden er det både dumt og uanstændigt ikke at sørge for en ordentlig psykiatri.

Dumt fordi en for tidligt afbrudt psykiatrisk behandling medfører tilbagefald og dermed en behandling, som skal starte forfra - og dermed øges udgifterne som for en indlagt patient svinger mellem 3 - 5.000 kr om dagen.

Uanstændigt fordi svært psykisk syge er de svageste mennesker i vores samfund.
Uanstændigt fordi disse mennesker risikerer at gøre skade på sig selv eller andre.
Uanstændigt fordi vi taler om flere velfærdsydelser til middelklassen, mens vi ignorerer dem, som har virkelig brug for hjælp.

Jeg skammer mig over, at vi giver vores samfunds svageste en så elendig behandling.

“Hvor er det dejligt at du smiler”

Det var en lille lidt undseelig dame med et flakkende blik og en kropsholdning der signalerede usikkerhed, der sagde det til mig på arbejde for nogle dage siden.

Jeg havde pjattet lidt med en kollega og grinede stadig en smule, da hun kom hen til mig.

“Jamen jeg har jo også snart fri”, sagde jeg for ligesom at forklare mine fremviste tænder.

“Ja, men det er der mange der har, som ikke smiler - hvor er det altså rigtig dejligt, at du smiler” insisterede hun og lyste selv om i ansigtet.

Den lille oplevelse gjorde, at jeg småsmilede resten dagen, så nu har jeg besluttet mig for at smile lidt mere til folk - det lader til at være en investering, som kommer tilbage igen med gode renter.

Sankt Petersborgs kommunister er forargede

De mener at Indiana Jones 4 er en væmmelig film, fordi den tillader sig at kritisere Sovjetunionen - dette menneskekærlige, retfærdige styre, som beklageligvis kollapsede og efterlod en lang række tidligere vasalstater i hænderne på velstand, kapitalisme og demokrati.

For at understrege Sovjet og kommunisternes altruistiske og USA venlige side nævnes en lang række eksempler:

Vi besejrede Hitler sammen med Amerika, og vi gav dem vores sympati, da de blev ramt af Osama bin Laden.

…

Der var så en lille detalje med en kold krig og nok atomraketter til at udrydde jorden nogle gange i perioden mellem to af eksemplerne - men det er nok bare mig der er nærtagende.

Et andet partimedlem vil ligefrem rette henvendelse til kulturministeriet for at få filmen forbudt, da den katagoriseres som “anti-sovjetisk propaganda”

Jeg kunne godt tænke mig at dykke ned i den sovjetiske filmskat for at se, om der ikke fandtes bare et par filmperler, som forholdt sig lidt kritisk til vesten - så kan vi sammenligne indholdet, formålet og mulighederne for frit at tale imod filmenes postulater i det samfund man lever i - og så derefter diskutere fordele og ulemper ved den sovjetunion, som disse mennesker tilsyneladende ønsker genindført…

Ind til da vil jeg glæde mig til den dag, hvor jeg selv for æren af at blive beskyldt for “anti-sovjetisk propaganda” - Det må være en af de største udmærkelser for en frihedsorienteret konservativ politiker.

I kølvandet på den heftige diskussion “gratis” skolemad forsøger Mariann Fischer Boel nu at promovere EU’s bløde side.

Forslaget lyder, at EU skal bruge 670 mio kr. på at give skolebørn et stykke frugt om ugen - derved vil risikoen for fedme mindskes og deres indlæringsevne styrkes…

Et stykke frugt om ugen…

jeg mindes ikke, at have set et mere eklatant udslag af agurketids-symbolpolitik i nyere tid - for 670 mio. kr. symbolpolitik vel at mærke.

Derfor har Eva Kjer Hansen da også taget handsken op og foreslået, at EU betaler for frugten hver eneste dag.

Intentionen er glimrende - der er bare ét lille problem.

Hvorfor i alverden skal EU blande sig i hvad danske skolebørn spiser?

Hvis EU begynder at lave detailregulering af denne karakter overflødiggøres nationalstaten fuldstændig - en udvikling, som den seneste tids folkeafstemninger klart har vist, ikke er i overensstemmelse med befolkningens vilje - hvilket er endnu et søm i ligkisten for hele EU-projektet.

Hvis EU begynder at afholde denne form for udgifter, vil skatten som skal betales til EU stige - naturligvis vil 670 mio. virke som peanuts, men der skal ikke ret mange lignende forslag til, før det kan mærkes - og er der først skabt præcedens for denne slags lovgivning, vil rækken af velmenende politikere, som ønsker at føre national politik på EU niveau være uden ende.

Sidst men ikke mindst, så er det et klart brud med subsidaritetsprincippet (nærhedsprincippet).
Dette forslag kan uden videre gennemføres på nationalt plan, hvorfor EU skal afholde sig fra at gøre det.

Så stop EU-ævlet om æbler i skolen.

Tusindvis af danskere ligger i øjeblikket syge med salmonellaforgiftning.

En situation man ganske let kunne have undgået, hvis man havde bestrålet maden - en billig løsning som er ganske ufarlig og som ikke kan smages i maden.

Fødevareinstituttet ser ingen problemer i løsningen af ovenstående grunde.

Venstres fødevareordfører Jens Kirk mener, at det vil medvirke til at folk slækker på hygiejnen.

Men den virkelige årsag til, at politikere er imod bestråling af maden er, at de frygter en reaktion fra befolkningen - “sådan noget med stråler - det lyder altså farligt - det er jeg imod” - og derfor holder den fornuftige politiker sig langt væk fra den løsning - også selvom det kunne redde masser af uheldige maver.

Danskerne er oplyste nok til at forholde sig rationelt til problemet - og ønsker man ikke at have med den slags teknologi at gøre, kan et påbud om mærkning give mulighed for at vælge til og fra.

Undskyldningerne om hygiejne og holdbarhed burde kunne løses ved stikprøvekontroller - man kunne evt. bruge nogle af de mange penge, som samfundet sparer på handlingsplaner og sygedage på at øge antallet af disse - mange andre lande i EU har allerede gjort det.

Anonyme bloggere truer internettets seriøsitet! - det synes at være tanken bag et forslag som Marianna Mikko fra Estlands socialdemokrati har stillet - derfor skal man nu have tilladelse til at blogge af EU.

læs artiklen her

Så kender vi venstrefløjen igen - med gode intentioner går man på kompromis med ytringsfrihed og for at forhindre få i at gøre skade bureukratiserer man processen for de mange.

Hvem gider i det lange løb følge en blog som fejlinformerer - folk vil ganske naturligt samles om de seriøse, sjove eller på anden måde givende blogs og sortere de ligegyldige fra.

Internettet har fra sin spæde barndom været et halvanarkistisk sted, hvor misinformation og spam har været allestedsnærværende - det har lært verden at gå til informationer på nettet med en sund portion skepsis - en undersøgelse viste såmænd, at wikipedia er næsten ligeså troværdig som Encyclopedia Brittanica.

Så kære Marianna Mikko og ligesindede - det er ikke alle potentielle problemer man skal løse med snærende regler - mange ting regulerer faktisk sig selv.

Sidst men ikke mindst må man iøvrigt spørge sig selv, om det overhovedet er et spørgsmål som EU bør blande sig i.

Jeg har mødt en fascist!

Ikke sådan en lidt indskrænket fremmedfjendsk type, som betegnelsen i vore dage synes at dække - men en rigtig ægte Mussolini-citerende fascist!

Jeg mødte ham på en bar i en lille by i Italien, hvor vi faldt i snak.

Jeg fortalte på et tidspunkt, at jeg var engageret i politik i Danmark, og han spurgte hvor jeg lå - da jeg sagde til højre, lyste han op som et tændt juletræ i en kold decembernat - Det gjorde han også…

Jeg formodede, at jeg nu kunne få lejlighed til at diskutere om Berlusconi havde været god eller dårlig for Italien, og de små politiske forskelle der er mellem et land, hvor det giver stemmer at fremstille sig selv som helgen og vores eget.

Fyren havde siddet i byrådet nogle år, og vi snakkede lidt frem og tilbage om de væmmelige socialister.

Det var først, da han begyndte at fortælle begejstret om Mussolini, at det gik op for mig hvad manden egentlig stod for.

Han mente, at der var 2 ekstremer i politik - socialisme og liberalisme - fascismen var så den bløde mellemlanding mellem de to…

Det var jeg nu ikke helt enig i, og begyndte at forsvare en kapitalistiske model med et socialt ansvar for de svageste - hvilket resulterede i, at vi snart var et tilløbsstykke i baren, men en lille ring af interesserede lyttere omkring os.

Det var så der, han begyndte at vise mig hvordan rigtige fascister gav hinanden hånden, og forskellen på nazistisk heilen og fascistisk - en temmelig surrealistisk oplevelse.

Italien er et fantastisk land - dejlige landskaber, et en uforlignelig kulturhistorie, skøn mad, smukke kvinder, liflig vin, en gæstfrihed uden lige og - nå ja - fascister.

Hvor andre steder end i Italien oplever man en person offentligt og med slet skjult stolthed erklære sig som værende fascist.

Sidst i samtalen spurgte jeg, om han stadig var aktiv i politik. Han mente at han som 68 årig var for gammel. Jeg sagde, at den næste præsident i USA muligvis ville være over 70, så det var da ingen alder.

“Spediamo” sagde han - “lad os håbe det” - “den anden er jo neger…”

Ikke noget med at han vil føre protektionistisk politik til skade for verdensøkonomien, ikke noget med at han er uerfaren, ikke noget med politik - kun at manden havde en anden hudfarve.

Så kender man sin fascist igen…

Jeg gav ham hånden - på min måde - og takkede for en god debat - det er trods alt (heldigvis) ikke hver dag man får lejlighed til at diskutere med en overbevist fascist.

Endnu engang er forhandlingerne mellem Sundhedskartellet og Danske Regioner brudt sammen.

Endnu engang må de nu 300.000 mennesker, hvis operationer er blevet udskudt væbne sig med yderligere tålmodighed og dertil hørende smertestillende medicin.

Connie Kruckow sagde ifølge Politiken nej tak til yderligere 200 millioner fordi pengene fortrinsvist skulle gå til aften og weekendarbejde - altså alt det uattraktive arbejde, som hendes egen 7 uger lange strejke har resulteret i - landet holdes nu som gidsel for peanuts og spørgsmålet om, hvorvidt de som yder ekstra skal belønnes.

Connie Kruckow har følgende kommentar til problemet:

Jeg kan konstatere, at ventelisterne øges og øges. Og de ansattes lyst til at afvikle den store pukkel vil nok være mindre efter det her.

Så med andre ord, vil sygeplejerskerne fordi Danske Regioner ikke ville acceptere hendes krav, nu arbejde langsommere for at fjerne den pukkel, som strejken har skabt - hvilket kun understreger, at Danske Regioners udspil om, at gøre det mere attraktivt at arbejde over, var fuldt berettiget.

Men hvordan kunne det gå så galt?

Hvordan kunne en faggruppe, som ifølge OECD får mere end 15% mere i løn end den gennemsnitlige dansker (modsat resten af skandinavien hvor lønnen for sygeplejersker er lavere end gennemsnittet) pludselig få folkelig opbakning til en nu 7 uger lang strejke?

Dels skyldes det problemet med at skaffe kvalificeret arbejdskraft - dette lægger et naturligt pres for lønstigninger, som på sigt vil medføre inflation.
Dels skyldes det en konkurrence mellem den traditionelle venstrefløj, fagbevægelserne og Dansk Folkeparti om at love en lang række faggrupper mere i løn - man skabte en forventning om op til 20% lønstigninger i visse sektorer - krav som ikke engang SF reelt set ville kunne acceptere.

Et lovindgreb synes snart uundgåeligt, men folketinget har en interesse i, at tømme strejkekasserne først, så man undgår lignende situationer i en overskuelig fremtid - imens venter 300.000 danskere på en ny dato for deres operation.

Sten Gade er faktisk en meget sympatisk mand. Jeg har haft fornøjelsen af at møde ham til lidt politisk debat et par gange, og jeg fik et klart indtryk af, at her var en mand som - trods vores meningsforskelle - ikke var mere ideologisk, end at man kunne føre en fornuftig samtale med ham.
Parolerne var ikke det første man mødte i hans ordforråd.

Derfor er det da også  særligt beskæmmende, at det netop er ham som på Berlingerens spørgsmål “hvad har du selv gjort” - i forbindelse med regeringens kampagne om personligt ansvar - svarer følgende:

Jeg stemmer rigtigt.

Det er nemlig udtryk for den arrogante selvsuggesion, som venstrefløjen har. Der er “os” og “dem” - de gode og de onde. Stemmer man “forkert” - altså borgerligt - så tager man kun ansvar for sig selv.

Senere i interviewet kommer endnu et interessant svar på journalistens spørgsmål:

Men hvilken konkret gavn har det for vores samfund? »Altså lige mit ansvar betyder ikke så meget for velfærdssamfundet.

Bemærk hvordan “samfund” bliver til “velfærdssamfund” - samfundet falder helt og aldeles sammen med den måde vi har indrettet borgerens forhold til staten - ikke noget med lokalsamfund, ikke noget med relationer mellem mennesker, ikke noget med personligt ansvar.

Når regeringen forsøger at sætte det personlige ansvar i fokus handler det netop ikke om staten. Det handler om, at vi som individder skal tænke lidt mere over hvad vi selv kan gøre, før vi kræver af andre.

Grundlæggende et meget sympatisk projekt - beklageligvis har man så valgt at anlægge en vinkel på det, hvor det tilsyneladende kun er de rigeste, som skal yde mere personligt ansvar - dem som i forvejen straffes med topskatten. Det vil næppe få disse mennesker til at føle sig mere velkomne i samfundet, at man nu også klandrer dem for at være dårlige samfundsborgere.