Det er pt. ulovligt i Danmark at sælge bestrålede fødevarer. Skulle man vælge at ændre reglerne vil det også være muligt at behandle danskproducerede fødevarer, så der vil ikke umiddelbart være nogen konkurremæssige fordele eller ulemper.

Der er nogle negative effekter af bestråling, som gør at det ikke bør bruges på alle typer fødevarer - på fødevareministeriets hjemmeside kan man læse følgende:

“Processen er undersøgt i mange forsøg og er vurderet både i Danmark, i EU og internationalt. Bestråling af fødevarer medfører ingen ændringer af sundhedsmæssig betydning i fødevarernes hovedkomponenter (protein, fedt og kulhydrat). Der kan dog ske en oxidation af polyumættede fedtstoffer. Derudover kan der forekomme et tab af vitaminerne A, B1, C og E, afhængig af fødevarens art og sammensætning samt strålingsbetingelser. Disse forhold indgår i vurderingen, når Fødevareministeriet skal give tilladelse til at bestråle fødevarer.”

Især grøntsager og produkter med mange polyumættede fedtstoffer bør man altså så vidt muligt undgå at bestråle - Men i den aktuelle sag er der tale om bestråling af især fjerkræ.

Hvis både privatpersoner og storindustrien billigt kan købe/importere udenlandske strålebehandlede fødevarer, vil det så ikke gå ud over fødevareproduktionen herhjemme?

Hvis andre EU-lande kan gøre det med succes, bør vi vel også bare komme igang.

Du mener det er peanuts, som det i virkeligheden handler om.
1000kr. ekstra om måneden på lønsedlen er bestemt ikke peanuts for landets 75.000 medlemmer af Dansk Sygeplejeråd! Selvom det skulle lykkes at nå 15% vil sygeplejerskerne stadig ligge 12% under gennemsnittet for ligestillede med samme uddannelsesbaggrund.

Strejkekasserne bruges og tømmes evt. Det er nøjagtigt det kassen er til for. Om 3 år vil strejkekassen igen indeholde min. 500 millioner kr. Vi kunne alle spørge os selv om, hvorfor det er nødvendigt med strejkekasser. Tænk, hvis vi ikke havde denne sidste og lovlige mulighed i vores samfund.

Jeg må også gøre dig opmærksom på, at dine henvisninger til OECDs tal bør ligge under for en nærmere analyse. Den får du så også med.
God læse lyst

Kritik af OECD’s metode
OECDs metode til sammenligning af lønninger har en række problematiske forhold, når sammenligningen mellem landene foretages på dette grundlag:

1. Udvælgelsen af sammenligningslande er fuldstændig vilkårlig. Som et eksempel på en international komparativ undersøgelse er det iøjnefaldende ringe.
- De samme lande indgår ikke i sammenligningen for begge faggrupper.
- Kun 5 ud af OECD-23 (vestlige lande) er inkluderet. Som minimum må man forvente et OECD-gennemsnit som sammenligningsgrundlag. På denne baggrund ved vi intet om, hvorvidt de andre lande ligger over eller under DK.

2. Publikationen indeholder ingen præcisering af beregningsmetode. Det fremgår, at sygeplejersker tjener cirka 15 % mere end en gennemsnitlig fuldtidsansat lønmodtager i Danmark.
En gennemsnitlig fuldtidsansat lønmodtager i Danmark tjener ifølge OECD 353.000 kroner årligt – deraf følger, at en hospitalsansat sygeplejerske tjener 406.000 årligt (ca. 33.833 pr. måned) og en læge 882.500 (ca. 73.542 pr. måned). Det fremgår ikke, om dette er inklusiv ledere, genetillæg mv.

3. Der er ingen argumentation for, hvorfor metoden med sammenligning af løn i forhold til en gennemsnitlig lønmodtager er relevant.
I visse (lavindkomst)lande vil en læge formentlig tjene 1.000 % mere end den gennemsnitlige lønmodtager, men spørgsmålet er, om det er et relevant sammenligningsgrundlag. Hvordan hospitalsansatte læger og sygeplejersker er placeret ift. OECD’s metode afhænger af, hvordan arbejdsmarkedet i det pågældende land er sammensat.

4. Uklart hvilke typer sygeplejeuddannede, der er inkluderet i beregningerne. Når for eksempel en gennemsnitlig hospitalsansat sygeplejerske i UK ligger under gennemsnittet for en fuldtidsansat lønmodtager i UK, skyldes dette så man har inkluderet sundhedspersonale med korterevarende uddannelse end sygeplejersker, fx det der ville svare til SOSU’er i Danmark?

5. Helt grundlæggende giver det ingen mening, at lave en sammenligning hvor samtlige personer på arbejdsmarkedet inkluderes. En reel sammenligning tager højde for uddannelseslængde, således personer på arbejdsmarkedet med en længerevarende uddannelse sammenlignes med andre grupper med en længerevarende uddannelse, personer med en mellemlang videregående uddannelse sammenlignes med andre grupper med en mellemlang videregående uddannelse osv. Sygeplejersker i Danmark ligger således i gennemsnit 27 % under lønningerne for gennemsnittet blandt privatansatte med en tilsvarende længde uddannelse.

6. Det tages ikke højde for sektor i OECD’s beregning af lønnen. Dvs. det er svært at sammenligne på tværs af lande, i det omfang sundhedsvæsenet er indrettet forskelligt i forhold til offentlig versus privat organisering.

7. Tallene er fra 2005! For eksempel har sygeplejerskerne i Finland netop fået et betragteligt løft i lønnen, hvilket vil have en vis indflydelse på materialets udseende i en opdateret version.

Jeg mener, at der er alt for mange på venstrefløjen, som har en tro på egen ufejlbarlighed (ikke i det enkelte menneske, men i ideologien) - det er den tanke som kommer til udtryk i Sten Gades idé om, at han tager personligt ansvar ved at stemme “rigtigt”.

Personligt ansvar handler jo netop ikke om, at man deponerer sin samvittighed i et system eller et parti.

Det handler om hvad man gør for sine omgivelser til dagligt på et helt lavpraktisk niveau.

Mht. at det ikke er muligt at tage ansvar fordi regeringen fratager ens muligheder, så synes jeg, at det er for billigt.

Vel findes der en lang række tiltag, som sikkert i bedste mening flytter ansvaret fra folk over til staten, men det er først når folk begynder at kræve, at staten tager ansvaret for dem, at problemet foreligger.

Der er masser af muligheder for at tage ansvar for den enkelte - at vores system så vænner folk til ikke at gøre det er en anden sag.

Derfor er det meget vigtigt, at få startet en debat som denne - at få folk gjort opmærksomme på, at det ikke altid er staten, der skal løse ethvert problem i folks liv.

Gik en regering ind og ændrede på formynderstatens omfang uden en forudgående diskussion, ville projektet være dømt til at mislykkes.

Der ud over er det ellers et interessant indlæg. Det begynder et sted og ender et helt andet, så det vil jeg også gøre. Steen Gade og alle de andre rødder er naturligvis helt enige.

Hvad angår kommentarerne mener jeg ikke at der er nogen undskyldning for ikke at tage ansvar ud over angst, som vi jo alle ejer. Det kan da godt være at regeringen ikke levner én mange chancer, heller ikke ud over i økonomisk henseende, men man kan vel ikke klandre den for det. Det politiske systems logik er nu engang at kontrollere, jo mere i detaljen, det kontrollerer, jo lettere er det for det at fortsætte, så derfor bliver det ved. Det eneste, der kan stoppe dette er politikere, der dybest set ikke går ind for politik, og hvor mange er der lige af dem?

Det er beklageligt, at regeringen finder det nødvendigt at belære befolkningen om personligt ansvar. For det burde egentlig være såre simpelt: Personligt ansvar er det enkelte individs ansvar for dets umiddelbare omgivelser, dvs. i første række familien, venner, og i anden række miljøet og lokalsamfundet! Punktum, basta!

Venstrefløjen har dog desværre en anden definition, hvilket har medført at skellet mellem privat og offentligt anliggende er udvisket. I modsætning til den liberale definition, hviler den socialdemokratiske velfærdsmodel jo på den forudsætning, at folket (dvs. staten) udviser personligt ansvar for fællesskabet. Vi formår ikke at adskille ansvaret, fordi venstrefløjen har grebet ind i privatsfæren og gjort den til en del af det offentlige fællesskab.

Når højre- og venstrefløjen derfor sammenkæder manglende personligt ansvar med hvilket parti man stemmer på, er det jo fordi de opfatter begrebet vidt forskelligt.

Det giver ikke mening at diskutere personligt ansvar under de nuværende rammer. Man må først gøre op med velfærdsstaten før diskussionen giver mening. Indtil politikerne har fattet dette, så kan jeg ikke rigtigt tage debatten alvorligt.

FN er en laaang debat, som jeg helt sikkert skrive noget mere om, næste gang de laver noget jeg er uenig i. Men grundlæggende ser jeg rigtig mange storpolitiske hensyn og drillerier komme til udtryk gennem FN - derfor stiller jeg mig ret kritisk over for de folk, som mener, at FN udelukkende er en eksponent for international retfærdighed. Desuden er det i sig selv et problem, at en autoritet udelukkende hviler på medlemmernes gode vilje til at følge et påbud - på den anden side ønsker jeg heller ikke en international politimand. Derfor mine til tider kritiske kommentarer om konceptet.

Mht. journalister, så tror jeg langt fra, at de er objektive - det var jo bl.a. Ole Birk Olesens primære motivation til at skabe 180grader.dk - at journalister har en holdning, som altid vil skinne igennem i den vinkel eller det ordvalg, som de skriver en historie med.
Det kan godt være, at journalisten ikke engang er bevidst om det - men at tro at et menneske kan skrive objektivt mener jeg grundlæggende er forkert.

De medier som bruger skiftevis det ene og skriftevis det andet her jeg slet ingen respekt for, da det er et udtryk for uvidenhed eller ligegyldighed - begge dele er uacceptable.

Jeg er godt klar over, at Burma ikke var nogen demokratisk højborg, men jeg fastholder stadig, at den - trods alt - demokratisk valgte ledelses valg af navn må være det rigtige.

Jeg glæder mig til at høre svaret fra UM

Mange hilsner

Nicolaj