Nicolaj Bang

SPD kræver nu et stop for atomkraft i Tyskland - en noget absurd udmelding fra et parti, som slår sig op på især kampen mod CO2 forureningen.

Moderne atomkraftværker er i dag en sikker, stabil energikilde, som i modsætning til kulkraftværker (dem bliver der i øjeblikket bygget et af om ugen i Kina) ikke spytter store mængder CO2 op i atmosfæren.

Så er der diskussionen om det radioaktive affald, og hvad man skal gøre med det.

Først er det væsentligt at se på, hvad vi har nu - kulkraft.
Tager man et hurtigt kik på Wikipedia, vil man erfare, at kulkraft rent faktisk også producerer store mængder radioaktivt materiale:

A 1,000 MW coal-burning power plant could release as much as 5.2 tons/year of uranium (containing 74 pounds of uranium-235) and 12.8 tons/year of thorium. The radioactive emission from this coal power plant is 100 times greater than a comparable nuclear power plant with the same electrical output; including processing output, the coal power plant’s radiation output is over 3 times greater.

Dernæst har vi f.eks. i Danmark en undergrund med enorme kalkforekomster, som ikke har rykket sig i mange millioner år, og heller ikke vil gøre det fremover, pga. den geologisk stabile placering vi har. Dermed er der ingen risiko forbundet med at nedsænke disse stoffer ned i bunden af nogle af vores store kalkminer og forsegle stedet.

Hvorvidt vi skal satse på Atomkraft i Danmark kan man diskutere, men når man som Tyskland allerede har en velfungerende teknologi, vil det være vandvittigt i et usagligt funderet ideologisk korstog at afskaffe Atomkraften - især set i lyset af de miljømæssige konsekvenser, og det storpolitiske problem der er ved, at EU får 25% af sin energi fra russiske Gasprom, der overfor Ukraine og Hviderusland har vist sig at være statens forlængede arm. Alene at være energimæssigt uafhængig af et småautoritært regime med stormagtsdrømme burde være nok til at blive varm tilhænger af mere Atomkraft i Europa.

En hjemmeside dedikeret til at informere om atomkraft har en mere dybdegående beskrivelse.

“Hvor er det dejligt at du smiler”

Det var en lille lidt undseelig dame med et flakkende blik og en kropsholdning der signalerede usikkerhed, der sagde det til mig på arbejde for nogle dage siden.

Jeg havde pjattet lidt med en kollega og grinede stadig en smule, da hun kom hen til mig.

“Jamen jeg har jo også snart fri”, sagde jeg for ligesom at forklare mine fremviste tænder.

“Ja, men det er der mange der har, som ikke smiler - hvor er det altså rigtig dejligt, at du smiler” insisterede hun og lyste selv om i ansigtet.

Den lille oplevelse gjorde, at jeg småsmilede resten dagen, så nu har jeg besluttet mig for at smile lidt mere til folk - det lader til at være en investering, som kommer tilbage igen med gode renter.

Sankt Petersborgs kommunister er forargede

De mener at Indiana Jones 4 er en væmmelig film, fordi den tillader sig at kritisere Sovjetunionen - dette menneskekærlige, retfærdige styre, som beklageligvis kollapsede og efterlod en lang række tidligere vasalstater i hænderne på velstand, kapitalisme og demokrati.

For at understrege Sovjet og kommunisternes altruistiske og USA venlige side nævnes en lang række eksempler:

Vi besejrede Hitler sammen med Amerika, og vi gav dem vores sympati, da de blev ramt af Osama bin Laden.

…

Der var så en lille detalje med en kold krig og nok atomraketter til at udrydde jorden nogle gange i perioden mellem to af eksemplerne - men det er nok bare mig der er nærtagende.

Et andet partimedlem vil ligefrem rette henvendelse til kulturministeriet for at få filmen forbudt, da den katagoriseres som “anti-sovjetisk propaganda”

Jeg kunne godt tænke mig at dykke ned i den sovjetiske filmskat for at se, om der ikke fandtes bare et par filmperler, som forholdt sig lidt kritisk til vesten - så kan vi sammenligne indholdet, formålet og mulighederne for frit at tale imod filmenes postulater i det samfund man lever i - og så derefter diskutere fordele og ulemper ved den sovjetunion, som disse mennesker tilsyneladende ønsker genindført…

Ind til da vil jeg glæde mig til den dag, hvor jeg selv for æren af at blive beskyldt for “anti-sovjetisk propaganda” - Det må være en af de største udmærkelser for en frihedsorienteret konservativ politiker.

Tusindvis af danskere ligger i øjeblikket syge med salmonellaforgiftning.

En situation man ganske let kunne have undgået, hvis man havde bestrålet maden - en billig løsning som er ganske ufarlig og som ikke kan smages i maden.

Fødevareinstituttet ser ingen problemer i løsningen af ovenstående grunde.

Venstres fødevareordfører Jens Kirk mener, at det vil medvirke til at folk slækker på hygiejnen.

Men den virkelige årsag til, at politikere er imod bestråling af maden er, at de frygter en reaktion fra befolkningen - “sådan noget med stråler - det lyder altså farligt - det er jeg imod” - og derfor holder den fornuftige politiker sig langt væk fra den løsning - også selvom det kunne redde masser af uheldige maver.

Danskerne er oplyste nok til at forholde sig rationelt til problemet - og ønsker man ikke at have med den slags teknologi at gøre, kan et påbud om mærkning give mulighed for at vælge til og fra.

Undskyldningerne om hygiejne og holdbarhed burde kunne løses ved stikprøvekontroller - man kunne evt. bruge nogle af de mange penge, som samfundet sparer på handlingsplaner og sygedage på at øge antallet af disse - mange andre lande i EU har allerede gjort det.

Anonyme bloggere truer internettets seriøsitet! - det synes at være tanken bag et forslag som Marianna Mikko fra Estlands socialdemokrati har stillet - derfor skal man nu have tilladelse til at blogge af EU.

læs artiklen her

Så kender vi venstrefløjen igen - med gode intentioner går man på kompromis med ytringsfrihed og for at forhindre få i at gøre skade bureukratiserer man processen for de mange.

Hvem gider i det lange løb følge en blog som fejlinformerer - folk vil ganske naturligt samles om de seriøse, sjove eller på anden måde givende blogs og sortere de ligegyldige fra.

Internettet har fra sin spæde barndom været et halvanarkistisk sted, hvor misinformation og spam har været allestedsnærværende - det har lært verden at gå til informationer på nettet med en sund portion skepsis - en undersøgelse viste såmænd, at wikipedia er næsten ligeså troværdig som Encyclopedia Brittanica.

Så kære Marianna Mikko og ligesindede - det er ikke alle potentielle problemer man skal løse med snærende regler - mange ting regulerer faktisk sig selv.

Sidst men ikke mindst må man iøvrigt spørge sig selv, om det overhovedet er et spørgsmål som EU bør blande sig i.

Jeg har mødt en fascist!

Ikke sådan en lidt indskrænket fremmedfjendsk type, som betegnelsen i vore dage synes at dække - men en rigtig ægte Mussolini-citerende fascist!

Jeg mødte ham på en bar i en lille by i Italien, hvor vi faldt i snak.

Jeg fortalte på et tidspunkt, at jeg var engageret i politik i Danmark, og han spurgte hvor jeg lå - da jeg sagde til højre, lyste han op som et tændt juletræ i en kold decembernat - Det gjorde han også…

Jeg formodede, at jeg nu kunne få lejlighed til at diskutere om Berlusconi havde været god eller dårlig for Italien, og de små politiske forskelle der er mellem et land, hvor det giver stemmer at fremstille sig selv som helgen og vores eget.

Fyren havde siddet i byrådet nogle år, og vi snakkede lidt frem og tilbage om de væmmelige socialister.

Det var først, da han begyndte at fortælle begejstret om Mussolini, at det gik op for mig hvad manden egentlig stod for.

Han mente, at der var 2 ekstremer i politik - socialisme og liberalisme - fascismen var så den bløde mellemlanding mellem de to…

Det var jeg nu ikke helt enig i, og begyndte at forsvare en kapitalistiske model med et socialt ansvar for de svageste - hvilket resulterede i, at vi snart var et tilløbsstykke i baren, men en lille ring af interesserede lyttere omkring os.

Det var så der, han begyndte at vise mig hvordan rigtige fascister gav hinanden hånden, og forskellen på nazistisk heilen og fascistisk - en temmelig surrealistisk oplevelse.

Italien er et fantastisk land - dejlige landskaber, et en uforlignelig kulturhistorie, skøn mad, smukke kvinder, liflig vin, en gæstfrihed uden lige og - nå ja - fascister.

Hvor andre steder end i Italien oplever man en person offentligt og med slet skjult stolthed erklære sig som værende fascist.

Sidst i samtalen spurgte jeg, om han stadig var aktiv i politik. Han mente at han som 68 årig var for gammel. Jeg sagde, at den næste præsident i USA muligvis ville være over 70, så det var da ingen alder.

“Spediamo” sagde han - “lad os håbe det” - “den anden er jo neger…”

Ikke noget med at han vil føre protektionistisk politik til skade for verdensøkonomien, ikke noget med at han er uerfaren, ikke noget med politik - kun at manden havde en anden hudfarve.

Så kender man sin fascist igen…

Jeg gav ham hånden - på min måde - og takkede for en god debat - det er trods alt (heldigvis) ikke hver dag man får lejlighed til at diskutere med en overbevist fascist.

Fehmi’s Frisør er et fantastisk sted!

Selvom indgangspartiet for nylig var med i en konkurrence om byens grimmeste facader er stedet bestemt et besøg værd - men man skal have god tid.

Fehmi er nemlig en gemytlig, grundig og meget talende herre.

Sidst jeg kiggede forbi gik der 2 timer med at drikke kaffe og diskutere politik - og det var usædvanlig hyggeligt for et frisørbesøg.

Fehmi er den type som siger hvad han mener - nogle gange direkte, andre gange pakket ind i en lille anekdote.

Han er vokset op på et børnehjem i Tyrkiet, og har i al den tid han har levet i Danmark aldrig modtaget sociale ydelser - derfor har han absolut ingen respekt for de af sine landsmænd, som ikke selv tjener til føden, og brokker sig jævnligt over det danske samfund, som tillader, at indvandrermænd kan holde deres koner i hjemmet. Da han selv var kommet til landet havde han taget sin kone med til brunch. Hun havde inden de gik ind, fortalt ham, at det ville betyde, at lokalsamfundet ville se ned på ham, da det ikke var god tone at kvinder gik ud - især ikke når hun ikke bar slør.
Fehmi var ligeglad.
Men da han opdagede, at der sad nogle skulede mænd og tydeligvis talte om dem blev han sur. Han gik hen til dem, og spurgte hvorfor de bagtalte ham. De sagde at de fandt det upassende, at han havde sin kone med ud - “ved i hvad jeres koner laver lige nu?” spurgte Fehmi køligt, “det kan være de ligger hjemme med deres elsker - jeg ved da hvad min kone laver, når jeg har hende med”.
Det blev han ikke populær på… Men sådan er Fehmi - han siger hvad han mener ligegyldig hvad konsekvensen måtte være - og det er da en befrielse at kende den slags mennesker.

Han fortalte desuden, at butikken havde været en blomstrende forretning ind til 11. september 2001 - dereter havde han mistet 90% af sine kunder - en noget beskæmmende nyhed for vores danske selvforståelse som et tolerant folkefærd, der ser på individdet frem for gruppen.