Nicolaj Bang

Sankt Petersborgs kommunister er forargede

De mener at Indiana Jones 4 er en væmmelig film, fordi den tillader sig at kritisere Sovjetunionen - dette menneskekærlige, retfærdige styre, som beklageligvis kollapsede og efterlod en lang række tidligere vasalstater i hænderne på velstand, kapitalisme og demokrati.

For at understrege Sovjet og kommunisternes altruistiske og USA venlige side nævnes en lang række eksempler:

Vi besejrede Hitler sammen med Amerika, og vi gav dem vores sympati, da de blev ramt af Osama bin Laden.

…

Der var så en lille detalje med en kold krig og nok atomraketter til at udrydde jorden nogle gange i perioden mellem to af eksemplerne - men det er nok bare mig der er nærtagende.

Et andet partimedlem vil ligefrem rette henvendelse til kulturministeriet for at få filmen forbudt, da den katagoriseres som “anti-sovjetisk propaganda”

Jeg kunne godt tænke mig at dykke ned i den sovjetiske filmskat for at se, om der ikke fandtes bare et par filmperler, som forholdt sig lidt kritisk til vesten - så kan vi sammenligne indholdet, formålet og mulighederne for frit at tale imod filmenes postulater i det samfund man lever i - og så derefter diskutere fordele og ulemper ved den sovjetunion, som disse mennesker tilsyneladende ønsker genindført…

Ind til da vil jeg glæde mig til den dag, hvor jeg selv for æren af at blive beskyldt for “anti-sovjetisk propaganda” - Det må være en af de største udmærkelser for en frihedsorienteret konservativ politiker.

I kølvandet på den heftige diskussion “gratis” skolemad forsøger Mariann Fischer Boel nu at promovere EU’s bløde side.

Forslaget lyder, at EU skal bruge 670 mio kr. på at give skolebørn et stykke frugt om ugen - derved vil risikoen for fedme mindskes og deres indlæringsevne styrkes…

Et stykke frugt om ugen…

jeg mindes ikke, at have set et mere eklatant udslag af agurketids-symbolpolitik i nyere tid - for 670 mio. kr. symbolpolitik vel at mærke.

Derfor har Eva Kjer Hansen da også taget handsken op og foreslået, at EU betaler for frugten hver eneste dag.

Intentionen er glimrende - der er bare ét lille problem.

Hvorfor i alverden skal EU blande sig i hvad danske skolebørn spiser?

Hvis EU begynder at lave detailregulering af denne karakter overflødiggøres nationalstaten fuldstændig - en udvikling, som den seneste tids folkeafstemninger klart har vist, ikke er i overensstemmelse med befolkningens vilje - hvilket er endnu et søm i ligkisten for hele EU-projektet.

Hvis EU begynder at afholde denne form for udgifter, vil skatten som skal betales til EU stige - naturligvis vil 670 mio. virke som peanuts, men der skal ikke ret mange lignende forslag til, før det kan mærkes - og er der først skabt præcedens for denne slags lovgivning, vil rækken af velmenende politikere, som ønsker at føre national politik på EU niveau være uden ende.

Sidst men ikke mindst, så er det et klart brud med subsidaritetsprincippet (nærhedsprincippet).
Dette forslag kan uden videre gennemføres på nationalt plan, hvorfor EU skal afholde sig fra at gøre det.

Så stop EU-ævlet om æbler i skolen.

Jeg har mødt en fascist!

Ikke sådan en lidt indskrænket fremmedfjendsk type, som betegnelsen i vore dage synes at dække - men en rigtig ægte Mussolini-citerende fascist!

Jeg mødte ham på en bar i en lille by i Italien, hvor vi faldt i snak.

Jeg fortalte på et tidspunkt, at jeg var engageret i politik i Danmark, og han spurgte hvor jeg lå - da jeg sagde til højre, lyste han op som et tændt juletræ i en kold decembernat - Det gjorde han også…

Jeg formodede, at jeg nu kunne få lejlighed til at diskutere om Berlusconi havde været god eller dårlig for Italien, og de små politiske forskelle der er mellem et land, hvor det giver stemmer at fremstille sig selv som helgen og vores eget.

Fyren havde siddet i byrådet nogle år, og vi snakkede lidt frem og tilbage om de væmmelige socialister.

Det var først, da han begyndte at fortælle begejstret om Mussolini, at det gik op for mig hvad manden egentlig stod for.

Han mente, at der var 2 ekstremer i politik - socialisme og liberalisme - fascismen var så den bløde mellemlanding mellem de to…

Det var jeg nu ikke helt enig i, og begyndte at forsvare en kapitalistiske model med et socialt ansvar for de svageste - hvilket resulterede i, at vi snart var et tilløbsstykke i baren, men en lille ring af interesserede lyttere omkring os.

Det var så der, han begyndte at vise mig hvordan rigtige fascister gav hinanden hånden, og forskellen på nazistisk heilen og fascistisk - en temmelig surrealistisk oplevelse.

Italien er et fantastisk land - dejlige landskaber, et en uforlignelig kulturhistorie, skøn mad, smukke kvinder, liflig vin, en gæstfrihed uden lige og - nå ja - fascister.

Hvor andre steder end i Italien oplever man en person offentligt og med slet skjult stolthed erklære sig som værende fascist.

Sidst i samtalen spurgte jeg, om han stadig var aktiv i politik. Han mente at han som 68 årig var for gammel. Jeg sagde, at den næste præsident i USA muligvis ville være over 70, så det var da ingen alder.

“Spediamo” sagde han - “lad os håbe det” - “den anden er jo neger…”

Ikke noget med at han vil føre protektionistisk politik til skade for verdensøkonomien, ikke noget med at han er uerfaren, ikke noget med politik - kun at manden havde en anden hudfarve.

Så kender man sin fascist igen…

Jeg gav ham hånden - på min måde - og takkede for en god debat - det er trods alt (heldigvis) ikke hver dag man får lejlighed til at diskutere med en overbevist fascist.

DF truer nu med at trække støtten til Afghanistan-missionen, fordi en journalist er blevet dødsdømt for blasfemi efter at have diskuteret kvinders rolle i Islam offentligt.

Sagen er beskæmmende, og minder os om, at Afghanistan stadig er under stærk indflydelse af totalitær Islam, selvom Taliban ikke længere sidder på magten.

Dog er truslen udtryk for en usympatisk populisme fra DF - Man ændrer ikke verden fra den ene dag til den anden - det sker gennem lang tids påvirkning. Håndteringen af situationen er helt forfejlet, og vidner om, at DF igen forsøger at føre indenrigspolitik på udenrigspolitikken. Skulle vi vælge at trække os ud pga. denne sag, vil konsekvensen jo blive, at Taliban generobrer magten, hvilket kun gør situationen meget værre. Vesten og vores værdier vil fremstå som underlegne mod en determineret fascistoid version af Islam - vi kan ganske enkelt ikke tåle at tabe krigen i Afghanistan.

Selvfølgelig skal vi lægge massivt pres i Afghanistans regering - Søren Pind beskriver en mindre dramatisk, men antageligvis mere effektiv metode til at forhindre den vanvittige dom bliver eksekveret.

DF burde i mellemtiden overveje, hvorfor vi er i Afghanistan - er det for at gøre forholdende bedre for Afghanerne, for at bekytte vesten mod terrorister, eller for at vinde flere stemmer til næste valg.

En cyklon har ramt… Ja hvad skal man egentlig kalde landet?

Det autoritære militærdiktatur, som senest lavede folkemord på en fredelig opstand begået af buddhistiske munke, insisterer på at landet hedder Myanmar. Den egentlige legitime leder af landet (jf. et overvældende flertal ved valget i 1990) - den husarresterede Aung San Suu Kyi kalder landet for Burma.

Derfor bør man spørge sig selv, hvilken side man ønsker at legitimere gennem sit valg af navn.

Jeg har lavet en hurtig liste over hvilke dagblade og organisationer, der i forbindelse med cyklonen har valg at kalde landet for Myanmar, og hvilke der har valgt Burma:

Myanmar:
B.T.
Politiken
TV2
Berlingske Tidende
Folketidende.dk
Jyllandsposten
Metroxpress
Se og Hør

Burma:
Metroxpress
DR
TV2
Udenrigsministeriet
Læger uden grænser
Ekstra Bladet
Nyhedsavisen

TV2 og Metroxpress figurerer på begge lister, hvilket tyder på, at der enten ikke kan kendes forskel, eller at man ganske enkelt ikke har valgt en redaktionel linie, så det er op til den enkelte jounalist at tage stilling.

Om de som vælger at bruge ordet Myanmar gør det af uvidenhed, eller fordi de (som selvstændige uafhængige dagblage) er bange for at støde militærdiktaturet vides ikke - blot kan det nævnes, at de som burde have størst interesse i at gå på listefødder i storpolitik - nemlig politikerne - alle har valg side. Samtlige politiske partiers hjemmesider henviser til Burma.

Ord har magt, og derfor bør enhver, der ønsker at omtale dette plagede land gøre sig tanker om, hvilken side man støtter - det diktatoriske Myanmar eller det demokratiske Burma. 

Evo Morales har nu igen valgt, at gøre sit land mindre attraktivt at investere i, og dermed bragt sin befolkning tættere på lavkonjunktur og fattigdom. Der nationaliseres i fuld fart - socialisme når det er bedst.

læs artiklen her