Nicolaj Bang

Siden 1998 er antallet af psykisk syge på førtidspension 3-doblet skriver Berlingske Tidende.

Psykiater Morten Birket-Smith vurderer, at 9 ud af 10 førtidspensionister med psykiske lidelser har fået pension uden at have en reel sindssygdom.

Endnu engang ser vi en fuldstændig fejlagtig behandling af psykiske patienter - med alt for få sengepladser til patienter med svære psykiske lidelser, og nu en håndtering af lettere psykiske lidelser, som presser patienterne ud af samfundet, og dermed fratager dem selvværd, værdifølelse og tilhørsforhold, når de har mest brug for det.

Det lader til, at være en generel tendens i samfundet, at “rigtige” sygdomme prioriteres væsentlig højere end psykiske lidelser - alle kan brække en arm eller få kræft, men psykiske lidelser er i vores ellers åbne samfund stadig tabu.

For omkring 3 mia. kunne vi få en velfungerende psykiatri for de svært psykisk syge - ifølge en garvet retspsykiater jeg talte med op til sidste valgkamp.

I virkeligheden er det både dumt og uanstændigt ikke at sørge for en ordentlig psykiatri.

Dumt fordi en for tidligt afbrudt psykiatrisk behandling medfører tilbagefald og dermed en behandling, som skal starte forfra - og dermed øges udgifterne som for en indlagt patient svinger mellem 3 - 5.000 kr om dagen.

Uanstændigt fordi svært psykisk syge er de svageste mennesker i vores samfund.
Uanstændigt fordi disse mennesker risikerer at gøre skade på sig selv eller andre.
Uanstændigt fordi vi taler om flere velfærdsydelser til middelklassen, mens vi ignorerer dem, som har virkelig brug for hjælp.

Jeg skammer mig over, at vi giver vores samfunds svageste en så elendig behandling.

Sankt Petersborgs kommunister er forargede

De mener at Indiana Jones 4 er en væmmelig film, fordi den tillader sig at kritisere Sovjetunionen - dette menneskekærlige, retfærdige styre, som beklageligvis kollapsede og efterlod en lang række tidligere vasalstater i hænderne på velstand, kapitalisme og demokrati.

For at understrege Sovjet og kommunisternes altruistiske og USA venlige side nævnes en lang række eksempler:

Vi besejrede Hitler sammen med Amerika, og vi gav dem vores sympati, da de blev ramt af Osama bin Laden.

…

Der var så en lille detalje med en kold krig og nok atomraketter til at udrydde jorden nogle gange i perioden mellem to af eksemplerne - men det er nok bare mig der er nærtagende.

Et andet partimedlem vil ligefrem rette henvendelse til kulturministeriet for at få filmen forbudt, da den katagoriseres som “anti-sovjetisk propaganda”

Jeg kunne godt tænke mig at dykke ned i den sovjetiske filmskat for at se, om der ikke fandtes bare et par filmperler, som forholdt sig lidt kritisk til vesten - så kan vi sammenligne indholdet, formålet og mulighederne for frit at tale imod filmenes postulater i det samfund man lever i - og så derefter diskutere fordele og ulemper ved den sovjetunion, som disse mennesker tilsyneladende ønsker genindført…

Ind til da vil jeg glæde mig til den dag, hvor jeg selv for æren af at blive beskyldt for “anti-sovjetisk propaganda” - Det må være en af de største udmærkelser for en frihedsorienteret konservativ politiker.

I kølvandet på den heftige diskussion “gratis” skolemad forsøger Mariann Fischer Boel nu at promovere EU’s bløde side.

Forslaget lyder, at EU skal bruge 670 mio kr. på at give skolebørn et stykke frugt om ugen - derved vil risikoen for fedme mindskes og deres indlæringsevne styrkes…

Et stykke frugt om ugen…

jeg mindes ikke, at have set et mere eklatant udslag af agurketids-symbolpolitik i nyere tid - for 670 mio. kr. symbolpolitik vel at mærke.

Derfor har Eva Kjer Hansen da også taget handsken op og foreslået, at EU betaler for frugten hver eneste dag.

Intentionen er glimrende - der er bare ét lille problem.

Hvorfor i alverden skal EU blande sig i hvad danske skolebørn spiser?

Hvis EU begynder at lave detailregulering af denne karakter overflødiggøres nationalstaten fuldstændig - en udvikling, som den seneste tids folkeafstemninger klart har vist, ikke er i overensstemmelse med befolkningens vilje - hvilket er endnu et søm i ligkisten for hele EU-projektet.

Hvis EU begynder at afholde denne form for udgifter, vil skatten som skal betales til EU stige - naturligvis vil 670 mio. virke som peanuts, men der skal ikke ret mange lignende forslag til, før det kan mærkes - og er der først skabt præcedens for denne slags lovgivning, vil rækken af velmenende politikere, som ønsker at føre national politik på EU niveau være uden ende.

Sidst men ikke mindst, så er det et klart brud med subsidaritetsprincippet (nærhedsprincippet).
Dette forslag kan uden videre gennemføres på nationalt plan, hvorfor EU skal afholde sig fra at gøre det.

Så stop EU-ævlet om æbler i skolen.

Tusindvis af danskere ligger i øjeblikket syge med salmonellaforgiftning.

En situation man ganske let kunne have undgået, hvis man havde bestrålet maden - en billig løsning som er ganske ufarlig og som ikke kan smages i maden.

Fødevareinstituttet ser ingen problemer i løsningen af ovenstående grunde.

Venstres fødevareordfører Jens Kirk mener, at det vil medvirke til at folk slækker på hygiejnen.

Men den virkelige årsag til, at politikere er imod bestråling af maden er, at de frygter en reaktion fra befolkningen - “sådan noget med stråler - det lyder altså farligt - det er jeg imod” - og derfor holder den fornuftige politiker sig langt væk fra den løsning - også selvom det kunne redde masser af uheldige maver.

Danskerne er oplyste nok til at forholde sig rationelt til problemet - og ønsker man ikke at have med den slags teknologi at gøre, kan et påbud om mærkning give mulighed for at vælge til og fra.

Undskyldningerne om hygiejne og holdbarhed burde kunne løses ved stikprøvekontroller - man kunne evt. bruge nogle af de mange penge, som samfundet sparer på handlingsplaner og sygedage på at øge antallet af disse - mange andre lande i EU har allerede gjort det.

Endnu engang er forhandlingerne mellem Sundhedskartellet og Danske Regioner brudt sammen.

Endnu engang må de nu 300.000 mennesker, hvis operationer er blevet udskudt væbne sig med yderligere tålmodighed og dertil hørende smertestillende medicin.

Connie Kruckow sagde ifølge Politiken nej tak til yderligere 200 millioner fordi pengene fortrinsvist skulle gå til aften og weekendarbejde - altså alt det uattraktive arbejde, som hendes egen 7 uger lange strejke har resulteret i - landet holdes nu som gidsel for peanuts og spørgsmålet om, hvorvidt de som yder ekstra skal belønnes.

Connie Kruckow har følgende kommentar til problemet:

Jeg kan konstatere, at ventelisterne øges og øges. Og de ansattes lyst til at afvikle den store pukkel vil nok være mindre efter det her.

Så med andre ord, vil sygeplejerskerne fordi Danske Regioner ikke ville acceptere hendes krav, nu arbejde langsommere for at fjerne den pukkel, som strejken har skabt - hvilket kun understreger, at Danske Regioners udspil om, at gøre det mere attraktivt at arbejde over, var fuldt berettiget.

Men hvordan kunne det gå så galt?

Hvordan kunne en faggruppe, som ifølge OECD får mere end 15% mere i løn end den gennemsnitlige dansker (modsat resten af skandinavien hvor lønnen for sygeplejersker er lavere end gennemsnittet) pludselig få folkelig opbakning til en nu 7 uger lang strejke?

Dels skyldes det problemet med at skaffe kvalificeret arbejdskraft - dette lægger et naturligt pres for lønstigninger, som på sigt vil medføre inflation.
Dels skyldes det en konkurrence mellem den traditionelle venstrefløj, fagbevægelserne og Dansk Folkeparti om at love en lang række faggrupper mere i løn - man skabte en forventning om op til 20% lønstigninger i visse sektorer - krav som ikke engang SF reelt set ville kunne acceptere.

Et lovindgreb synes snart uundgåeligt, men folketinget har en interesse i, at tømme strejkekasserne først, så man undgår lignende situationer i en overskuelig fremtid - imens venter 300.000 danskere på en ny dato for deres operation.

Sten Gade er faktisk en meget sympatisk mand. Jeg har haft fornøjelsen af at møde ham til lidt politisk debat et par gange, og jeg fik et klart indtryk af, at her var en mand som - trods vores meningsforskelle - ikke var mere ideologisk, end at man kunne føre en fornuftig samtale med ham.
Parolerne var ikke det første man mødte i hans ordforråd.

Derfor er det da også  særligt beskæmmende, at det netop er ham som på Berlingerens spørgsmål “hvad har du selv gjort” - i forbindelse med regeringens kampagne om personligt ansvar - svarer følgende:

Jeg stemmer rigtigt.

Det er nemlig udtryk for den arrogante selvsuggesion, som venstrefløjen har. Der er “os” og “dem” - de gode og de onde. Stemmer man “forkert” - altså borgerligt - så tager man kun ansvar for sig selv.

Senere i interviewet kommer endnu et interessant svar på journalistens spørgsmål:

Men hvilken konkret gavn har det for vores samfund? »Altså lige mit ansvar betyder ikke så meget for velfærdssamfundet.

Bemærk hvordan “samfund” bliver til “velfærdssamfund” - samfundet falder helt og aldeles sammen med den måde vi har indrettet borgerens forhold til staten - ikke noget med lokalsamfund, ikke noget med relationer mellem mennesker, ikke noget med personligt ansvar.

Når regeringen forsøger at sætte det personlige ansvar i fokus handler det netop ikke om staten. Det handler om, at vi som individder skal tænke lidt mere over hvad vi selv kan gøre, før vi kræver af andre.

Grundlæggende et meget sympatisk projekt - beklageligvis har man så valgt at anlægge en vinkel på det, hvor det tilsyneladende kun er de rigeste, som skal yde mere personligt ansvar - dem som i forvejen straffes med topskatten. Det vil næppe få disse mennesker til at føle sig mere velkomne i samfundet, at man nu også klandrer dem for at være dårlige samfundsborgere.

DF truer nu med at trække støtten til Afghanistan-missionen, fordi en journalist er blevet dødsdømt for blasfemi efter at have diskuteret kvinders rolle i Islam offentligt.

Sagen er beskæmmende, og minder os om, at Afghanistan stadig er under stærk indflydelse af totalitær Islam, selvom Taliban ikke længere sidder på magten.

Dog er truslen udtryk for en usympatisk populisme fra DF - Man ændrer ikke verden fra den ene dag til den anden - det sker gennem lang tids påvirkning. Håndteringen af situationen er helt forfejlet, og vidner om, at DF igen forsøger at føre indenrigspolitik på udenrigspolitikken. Skulle vi vælge at trække os ud pga. denne sag, vil konsekvensen jo blive, at Taliban generobrer magten, hvilket kun gør situationen meget værre. Vesten og vores værdier vil fremstå som underlegne mod en determineret fascistoid version af Islam - vi kan ganske enkelt ikke tåle at tabe krigen i Afghanistan.

Selvfølgelig skal vi lægge massivt pres i Afghanistans regering - Søren Pind beskriver en mindre dramatisk, men antageligvis mere effektiv metode til at forhindre den vanvittige dom bliver eksekveret.

DF burde i mellemtiden overveje, hvorfor vi er i Afghanistan - er det for at gøre forholdende bedre for Afghanerne, for at bekytte vesten mod terrorister, eller for at vinde flere stemmer til næste valg.

En cyklon har ramt… Ja hvad skal man egentlig kalde landet?

Det autoritære militærdiktatur, som senest lavede folkemord på en fredelig opstand begået af buddhistiske munke, insisterer på at landet hedder Myanmar. Den egentlige legitime leder af landet (jf. et overvældende flertal ved valget i 1990) - den husarresterede Aung San Suu Kyi kalder landet for Burma.

Derfor bør man spørge sig selv, hvilken side man ønsker at legitimere gennem sit valg af navn.

Jeg har lavet en hurtig liste over hvilke dagblade og organisationer, der i forbindelse med cyklonen har valg at kalde landet for Myanmar, og hvilke der har valgt Burma:

Myanmar:
B.T.
Politiken
TV2
Berlingske Tidende
Folketidende.dk
Jyllandsposten
Metroxpress
Se og Hør

Burma:
Metroxpress
DR
TV2
Udenrigsministeriet
Læger uden grænser
Ekstra Bladet
Nyhedsavisen

TV2 og Metroxpress figurerer på begge lister, hvilket tyder på, at der enten ikke kan kendes forskel, eller at man ganske enkelt ikke har valgt en redaktionel linie, så det er op til den enkelte jounalist at tage stilling.

Om de som vælger at bruge ordet Myanmar gør det af uvidenhed, eller fordi de (som selvstændige uafhængige dagblage) er bange for at støde militærdiktaturet vides ikke - blot kan det nævnes, at de som burde have størst interesse i at gå på listefødder i storpolitik - nemlig politikerne - alle har valg side. Samtlige politiske partiers hjemmesider henviser til Burma.

Ord har magt, og derfor bør enhver, der ønsker at omtale dette plagede land gøre sig tanker om, hvilken side man støtter - det diktatoriske Myanmar eller det demokratiske Burma. 

Ny Alliance opgiver nu den ensidige modstand mod Dansk Folkeparti, skriver Berlingske Tidende, og udnævner en række nye politiske modstandere - Dansk Folkeparti, men også både Venstre, Konservative, Socialdemokraterne og SF…

Tilbage er der “visionære” reformparate partier som de Radikale og Enhedslisten - en stærk treenighed som kommer til at sætte en afgørende dagsorden på dansk politik fremover.

Ideen med at bruge DF som hadeobjekt øjensynligt været Gitte Seebergs (godt man har en række frafaldne medlemmer at tørre de dårlige beslutninger af på).

Det var egentlig ikke noget, som vi selv ønskede. Det har aldrig været hverken min eller Naser Khaders stil, men det kom til at fremstå som om, at hele vores eksistensberettigelse var at være imod Dansk Folkeparti.

Projektet var fejlslagent fra begyndelsen - Ny Alliance kunne ikke samarbejde med venstrefløjen, da de så blot ville blive et nyt Radikale, og de havde ingen realistisk chance for at kunne danne et alternativt flertal med regeringen uden om DF.
Med hvem og hvordan de har tænkt sig at yde indflydelse fremover står efter dette nye temmelig omfattende fjendebillede stadig hen i det uvisse.

Nu vil man nedlægge en fodgængerovergang på en af min hjemby Århus’ mere trafikerede veje

Det giver falsk tryghed med en fodgængerovergang. Sikkerheden bliver større uden, så det er helt bevidst, vi nedlægger overgangen på Frederiks Allé

Det udtaler ingeniør Jørgen Ellehave, Trafik og Veje. Han mener antageligt, at folk kaster sig ud på vejen med dødsforagt hvis der er et fodgængerovergang, men at de tænker sig meget mere om, hvis det ikke er tilfældet.

Det er muligvis tilfældet på en almindelig landevej, men på en tæt befærdet vej som Frederiks Allé betyder det bare, at man aldrig finder et hul i trafikken, og derfor bliver nødt til at tage større chancer.

Han fortæller desuden, at man gør noget tilsvarende andre steder for at skabe mere trygge skoleveje. I min tid havde man elever fra de ældre klasser til at standse trafikken, når de små skulle passere - det gav en mere sikker trafik for de små men også en følelese af ansvar for de store.