Min frisør Fehmi

Fehmi’s Frisør er et fantastisk sted!

Selvom indgangspartiet for nylig var med i en konkurrence om byens grimmeste facader er stedet bestemt et besøg værd - men man skal have god tid.

Fehmi er nemlig en gemytlig, grundig og meget talende herre.

Sidst jeg kiggede forbi gik der 2 timer med at drikke kaffe og diskutere politik - og det var usædvanlig hyggeligt for et frisørbesøg.

Fehmi er den type som siger hvad han mener - nogle gange direkte, andre gange pakket ind i en lille anekdote.

Han er vokset op på et børnehjem i Tyrkiet, og har i al den tid han har levet i Danmark aldrig modtaget sociale ydelser - derfor har han absolut ingen respekt for de af sine landsmænd, som ikke selv tjener til føden, og brokker sig jævnligt over det danske samfund, som tillader, at indvandrermænd kan holde deres koner i hjemmet. Da han selv var kommet til landet havde han taget sin kone med til brunch. Hun havde inden de gik ind, fortalt ham, at det ville betyde, at lokalsamfundet ville se ned på ham, da det ikke var god tone at kvinder gik ud - især ikke når hun ikke bar slør.
Fehmi var ligeglad.
Men da han opdagede, at der sad nogle skulede mænd og tydeligvis talte om dem blev han sur. Han gik hen til dem, og spurgte hvorfor de bagtalte ham. De sagde at de fandt det upassende, at han havde sin kone med ud - “ved i hvad jeres koner laver lige nu?” spurgte Fehmi køligt, “det kan være de ligger hjemme med deres elsker - jeg ved da hvad min kone laver, når jeg har hende med”.
Det blev han ikke populær på… Men sådan er Fehmi - han siger hvad han mener ligegyldig hvad konsekvensen måtte være - og det er da en befrielse at kende den slags mennesker.

Han fortalte desuden, at butikken havde været en blomstrende forretning ind til 11. september 2001 - dereter havde han mistet 90% af sine kunder - en noget beskæmmende nyhed for vores danske selvforståelse som et tolerant folkefærd, der ser på individdet frem for gruppen.

0 Responses til “Min frisør Fehmi”


  1. Ingen kommentarer

Leave a Reply